Hvem er vi


Charles og Susanne Madsen

Bormosevej 8

7480 Vildbjerg

97 13 25 64 - 22 90 33 54


stald-bormose@privat.dk



En lille fortælling om vores tid med belgier heste

Det hele startede med, at vi i 1993 købte en brun belgierhoppe af Palle Ellehammer i Kibæk. Vi byttede os til den med nogle får, og den blev ikke spået til at klare sig ret godt udstillingsmæssigt, men den blev kåret i 1. kl. B. Hesten hed Musse og var en stor brun hoppe. Hun deltog på Aulum dyrskue flere gange og fik 23 point. Desværre endte hun med urene haser, som ikke stod til at behandle og måtte aflives derfor.

Året efter købte vi to brune hopper, hvoraf den ene var i fol, af Søren Riisgaard fra Kvorning. De var helsøstre og kørevante, og dem kørte vi med i adskillige år. Det var den ældste hoppe, der fik et hingsteføl samme år, og den blev kastreret og afløste senere moderen. Det spand, ved navn Gry og Richo, kørte vi med frem til efteråret 2007. På det tidspunkt var hestene 17 og 14 år. Richo fik desværre problemer med bevægelsen og blev aflivet i sep. 2008. I 2007 købte vi en afløser for Richo. Det var Zanto af Gellerupholm. Det er en vallak, som på det tidspunkt var 3 år.

Ud over de 2 køreheste har vi haft en 10 års hoppe, der har bragt ca. 10 ærespræmier med hjem over 5 år. I 1996 købte vi en ikke særlig betydelig hoppe af H.P. Christoffersen i Dons. Men hun blev bedækket ret tilfældigt op af en dyretransport, da avlshingsten Orfus K Van Zwevezele skulle en tur til  Sjælland og anvendes til avl der i en periode. Det gav denne gode hoppe, som vi gav navnet Bormosens Alexandra, hvem mon det var efter? Hun blev endvidere årets hoppe i Jylland og Fyn 1999. I 2004 deltog hun med en samling med 4 afkom på Landsskuet i Herning og fik bronze for 3. bedste samling der. Alexandra døde desværre af tarmslyng 17/2 2007, og som en værdig afløser for hende købte vi en halvsøster til hende ved navn Elain K. Efter hende fik vi en dejlig hoppeplag  ved navn Bormosens Sabine. Hun blev desværre aflivet efter kort tids sygdom. Men Elain K har siden fået et flot hoppeføl der hedder Bormosens Lizette.

Vi har også en 7 årig hoppe efter Alexandra. Hun hedder Bormosens Samantha. Hun er en stærk hoppe, som er kåret i 1. kl. A. med 9 point i 2005. Der er 3 flotte afkom efter hende. To hopper og en hingsteplag. De hedder Bormosens Monik, Bormosens Donna, Bormosens Herkules. Herkules blev solgt d. 18/3 2009.

Det er hvad besætningen består af idag, men vi har haft 28 forskellige belgierheste i 16 år, bl.a. 2 1. kl. hingste efter Alexandra. På et tidspunkt havde vi 12 dyr, men det er ikke dobbelt så sjovt at have dobbelt så mange.







Musse, den første belgier på Bormosen. Billedet er fra Aulum dyrsskue